Hepatitis B antigen- og antistofundersøgelse
| Indikation Undersøgelsen er diagnostisk ved akut HBV, og anvendes i tilfælde af behov for en smitteudredning/smittestatus, samt ved vurdering af vaccinationsstatus. Undersøgelsen omfatter på én blodprøve i alt HBc-total, HBsAg og anti-HBs. Ved mistanke om akut HBV infektion (når der svares "ja" til det tvungne spørgsmål "Akut infektion? Ja / nej"), suppleres med HBc-IgM. Ved positiv HBsAg suppleres med HBeAg og anti-HBe, samt evt. HBV-DNA, i henhold til HBV-udrednings algoritme sidst i dette datablad.
For information vedr. HBV-DNA henvises til særskilt datablad. |
| Rekvisition WebReq: Hepatitis B (antigen og antistof) Det obligatoriske spørgsmål "Akut infektion? Ja / nej" skal besvares. Svares ja: Suppleres automatisk med test for HBc-IgM |
| Prøvemateriale Blod uden tilsætning eller plasma, 4 ml. Undgå
stærkt hæmolyseret materiale. |
| Prøvemedie/prøvetagning Vacuette gelglas gold3.5  |
| Svartid Analysen udføres dagligt på hverdage. Svartid
ca. 4 dage fra modtagelse. |
| HBV-udrednings algoritme og tolkningstabel Første analyse udføres HBsAg, anti-HBs, anti-HBc-total, samt i tilfælde af mistanke om akut HBV også anti-HBc-IgM (promt spørgsmål "akut infektion" ja/nej)
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Princip for analysen Analyserne er eletrokemi-luminescens-immunoassay "ECLIA" og udføres på COBAS6000 analyserobot, leveret af Roche. Anti-HBc total enzymatisk fluorescens-immunanalyse baseret på et inhibitionsprincip udføres på VIDAS. |
| Konfirmation Positiv HBsAg konfirmeres. Positiv anti-HBc total, men HBsAg negativ og anti-HBs negativ konfirmeres, de øvrige analyser konfirmeres ikke. |
| Vejledning/rådgivning Påvisning af HBc-total antistoffer er ensbetydende med, at patienten har været /er kronisk inficeret med HBV. Antistoffer mod core-antigenet vil
ikke være til stede efter en vaccination (idet man vaccinerer med HBsAg, med
deraf følgende udvikling af anti-HBs). I tilfælde af HBc-total alene positiv
(dvs. ved negativ HBsAg, negativ anti-HBs, negativ HBeAg, negativ anti-HBe,
samt negativ HBV-DNA) tilføjes følgende: "Bemærk: HBsAg besvares kvantitativt for patienter i infektionsmedicinsk regi. Anti-HBs antistof niveau på > 10 IU/l er foreneligt med immunitet efter vaccination eller infektion." |
| Sensitivitet/specificitet Producenten oplyser i package insert: Anti-HBc-total antistoffer: Klinisk sensitivitet: 100% Klinisk specificitet: 99,9- 100% hos hhv. bloddonorer og indlagte patienter
Anti-HBc-IgM antistoffer: Klinisk sensitivitet: 100% Klinisk specificitet: 98,7 - 100%
HBsAg: Klinisk sensitivitet: 99,9 - 100% Klinisk specificitet: 99,88 - 99,98%
Anti-HBs antistoffer: Klinisk sensitivitet: 100% Klinisk specificitet: 99,45 - 99,78% hos hhv. bloddonorer og indlagte patienter HBeAg: Klinisk sensitivitet: 100% Klinisk specificitet: 100% (ved testning af 1002 bloddonorer) Anti-HBe antistoffer: Klinisk sensitivitet: 100% Klinisk specificitet: 99,9% - 100% |
| Kvalitetskontrol Intern QC: Ekstern QC: |
| Måleområde Producenten oplyser: HBsAg har en detektionsgrænse på ≤ 0,1 IU/ml Anti-HBs har en detektionsgrænse på ≤ 2IU/l HBeAg har en detektionsgrænse på ≤ 0,3 IU/ml Anti-HBe antistof har en detektionsgrænse på < 0,2 IU/ml Anti-HBc IgM har en detektionsgrænse på ≤ 0,3 PEI IU/ml Anti-HBc total har en detektionsgrænse på < 0,8 WHO IU/ml (PEI = Paul Ehrlich Institut standard) |
| CE mærkning/akkreditering Ja / nej |
| Andre oplysninger Ikke relevant |
| Baggrund Hepatitis B virus er et kappebærende DNA virus (men med revers transcriptase), som forårsager leverbetændelse. Virus er blodoverført, men smitter tillige ved seksuel kontakt, samt i forbindelse med fødslen. Inkubationstiden (tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer) for Hepatitis B virus infektion er 1 til 6 måneder. Om man får symptomer afhænger af blandt andet alderen på smittetidspunktet. Hos mindre børn (og børn smittet i forbindelse med fødslen af en mor med kronisk hepatitis B infektion), er infektionen asymptomatisk, men bliver oftest kronisk. Hos voksne er infektionen som regel symptomatisk i 30% af tilfældene, og risikoen for kronisk infektion er mindre <10%. Kronisk HBV-infektion er forbundet med risiko for cirrhose og hepatocellulært carcinom. Infektionen kan forebygges både før og efter eksposition ved vaccination og evt. immunglobulin.Gravide og nyfødte. Alle gravide undersøges for hepatitis B virus infektion. Såfremt der umiddelbart efter fødslen gives hepatitis B vaccination og immunoglobulin, efterfulgt af 3 vaccinationer kan smitteoverførelse forhindres i over 90% af tilfældene. Vaccinerne gives ved fødslen og når barnet er henholdsvis 1, 2 og 12 måneder. Kronisk Hepatitis B er en dynamisk infektion, som kan opdeles i faser, hvor immun fasen som regel mangler hos dem der får sygdommen efter barndommen. Immuntolerance fasen (uger til år) som ses hos børn og unge er karakteriseret ved at der i blod findes HBeAg, og et højt serum HBV-DNA niveau, med normal eller let forhøjet levertal samt ingen eller kun let leverinflammation og leverfibrose. Den immunreaktive fase (uger til år) HBV smittede voksne går ofte direkte over i denne fase. Børn kan i immuntolerance fasen endvidere gå til den immunreaktive fase. Fasen er karakteriseret ved, at der i blod findes HBeAg men et lavt HBV-DNA niveau med forhøjet eller svingende levertal, og en moderat eller svær leverinflammation og leverfibroseudvikling. Ved afslutning i fasen ses serokonversion af HbeAg til Anti-HBe antistof. Den inaktive bærertilstand kan ses at følge serokonversion af HBeAg til anti-HBe antistof og er karakteriseret ved lavt eller umåleligt serum HBV-DNA, normale levertal og en minimal leverinflammation og varierende grader af leverforandringer fra fibrose til cirrose. Denne tilstand er hos de fleste stabil og har en god prognose. I denne fase ses HBsAg serokonversion til anti-HBs antistof ses i ca. 0,5 til 3% pr. år. Reaktiveringsfasen (HBeAg negativ kronisk aktiv HBV) er karakteriseret ved periodevis reaktivering eller vedvarende aktiv kronisk HBV med svingende levertal, og serum HBV-DNA, lejlighedsvis reversering af anti-HBe antistof til HBeAg og progression af leverfibrose til cirrhose med risiko for komplikationer, som fx dekompenseret cirrhose eller hepatocellulært carcinom. Det kan være vanskeligt at skelne den inaktive bærertilstand fra reaktiveringsfasen hvilket kræver nøje monitorering af levertal og HBV DNA. Okkult HBV er den HBsAg negative fase karakteriseret ved negativ HBsAg i blodet med lavt eller umåleligt serum HBV-DNA, men påviselig HBV-DNA i levervæv. Den kliniske relevans af okkult HBV infektion er usikker, men ved tilstande med immunsuppression kan HBV infektionen reaktiveres. Ved formodet kronisk HBV infektion (med eller uden kliniske symptomer) anbefales HBsAg. Hvis denne analyse er negativ, har patienten ikke kronisk HBV infektion. Det anbefales at der tages to HBsAg blodprøver med minimum 6 måneders mellemrum. Afhængig af kronisk HBV infektion fase suppleres der med levertal, HBeAg, anti-HBe antistof, anti-HBs antistof og HBV DNA. Leverfasen undersøges ved fibroscan og evt. leverbiopsi. For at kunne skelne den inaktive HBV bærertilstand fra reaktiveringsfasen anbefales monitorering med levertal og serum HBV DNA. Tidligere HBV infektion eller HBV vaccinations effekt. Vil man finde ud af, om patienten har haft en tidligere HBV infektion eller er HBV vaccineret tages anti-HBs antistof, som i så fald vil påvises. Vil man skelne tidligere HBV infektion fra tidligere HBV vaccination på grund af manglende oplysninger anbefales anti-HBC IgG antistoftest. Denne påvises efter tidligere infektion, men ikke efter vaccination, da der ved vaccinen kun dannes anti-HBs antistoffer. Behandlingseffekt. Kvantitativ HBV DNA anvendes til at monitorere behandlingseffekt. Desuden anvendes serokonvertering af HBeAg til anti-HBe antistof og HbsAg til anti-HBs antistof kombineret med levertal og leverskade som effektmål. Resistensudvikling opstået spontant eller under behandling kan ses genotypisk i form af mutationer, såkaldte fejl i gensekvenser eller fænotypisk måles ved in vitro tests. For de nyere antivirale medikamenter som anvendes til behandling ses dog mindre resistensudvikling. |
Litteratur
|